DET SKRIVER MOTOR MAGASINET 2013

Nyt Automatgearfirma.

Engelske Peter Baldock har taget over efter Jørgen Kleiminger og Lotte Kirkman-Møller i Gilleleje.

SPECIALIST

– Arbejdsmængden faldt noget sidst i 2012, men nu er det begyndt at komme igen. Jeg ser optimistisk på det nye år – dels skal jeg på flere kurser, og dels investerer vi i nyt udstyr, siger Peter Baldock fra Automatgearcentret Aps på Stæremosen i Gilleleje.

Per den 31. december 2012 har Jørgen Kleiminger og Lotte Kirkman-Møller besluttet at gå på pension, og de har derfor lukket deres firma, Automatgear Centret, som de har drevet siden 1990 i Gilleleje.

46-årige Peter Baldock, som er uddannet i automatgear og har været ansat som automatgear tekniker hos Jørgen Kleiminger siden 2002, har nu startet nyt firma under navnet Automatgear Centret Aps på samme adresse og efter samme model.

– Vi laver også manuelle gearkasser, men er specialist i de automatiske. Vi arbejder for værksteder over hele landet, forklarer Peter Baldock

16 år gammel kom Peter Baldock i lære som automatgearmekaniker i England, og blev hurtigt “the automatic man”.

24 år gammel startede han sin egen forretning i England med reparationer og renoveringer af automatgearkasser og drev dette firma indtil 1999, hvor han flyttede til Danmark.

I 2002 kom han i forbindelse med Automatgear Centret i Gilleleje og blev ansat som tekniker.

– Da udviklingen i automatgear og ikke mindst elektronikken til disse ændrer sig meget, er det påkrævet hele tiden at efteruddanne sig, påpeger Peter Baldock, der lige siden 2002 flere gange årligt har deltaget i seminarer og specialkurser i de nyeste automatgearkasser både i Tyskland, Holland, England og USA. Han er således i stand til at foretage fejlfinding og reparation samt renovering af alle typer automatgearkasser til person- og varebiler.

I det nye firma har han overtaget de to hidtidige medarbejdere, en afmonteringsmekaniker og en værkfører, mens også Jørgen Kleiminger fortsat giver en hånd med på kontoret.

/ Af
Michael Fibiger Nørfelt
Motor Magasinet – Jan. 2013